SOGNEHUS I FLØNG

Det nye sognehus ved Fløng Kirke er tænkt som et samlet bygningskompleks, hvor alle funktionerne er placeret omkring en central gårdhave, hvor til der både er udsyn og adgang hele vejen rundt.

Inspirationen er hentet fra gårdhaverne i de gamle klostre med deres omkransende loggiaer. Udover de rekreative aspekter ved disse haver, og muligheden for at dyrke urter og afgrøder, danner de smukke omdrejningspunkter, der samtidig er fyldt med ro og rum til fordybelse – langt fra verdens støjende virkelighed.

Gårdhaven og ’loggiaen’ i det nye sognehus er udført i en moderne fortolkning, hvor gårdhaven er tænkt med en belægning i tegl, der gør den mere funktionel end de gamle gårdhaver. Her kan man trække formningsundervisningen udenfor, man kan holde kaffemøder og mindre koncerter, eller man kan bare holde en pause. I gårdhaven står tre solide teglplinte, der indeholder siddefunktioner og/eller mulighed for beplantning. End videre er der plantet nogle enkeltstående træer, der giver skygge i gårdrummet.

Loggiaen er udført med en række bærende søjler hele vejen omkring gårdhaven. Mod syd danner den en overdækket indgangssituation, der formidler ankomsten til hele huset. Mod vest og nord udgør den et klimatiseret gangforløb i den udadvendte del af huset, og mod øst ligger de administrative kontorer med frit udsyn til gårdhaven og hovedindgangen.

FUNKTIONER

I sognehuset findes både de udadvendte funktioner, de administrative funktioner og graverfaciliteterne under samme tag. Samtidig er det muligt at opdele dem fysisk, så de alle kan fungere hver for sig – uden at give køb på den visuelle kontakt. Dette giver en fleksibilitet som er nødvendig, da de forskellige dele af huset er i gang på vidt forskellige tider af ugen og døgnet.

De udadvendte funktioner er disponeret således af man kommer ind i et gangforløb, hvor der findes garderobeplads og hvorfra der er adgang til toiletter. Herfra kan man gå videre ind i salen og konfirmandlokalet, eller man kan følge gangen til højre hvor formningslokalet, køkkenet og stoledepotet ligger.

Salen og konfirmandlokalet er nogle store rum med højt til loftet, der ligger i umiddelbar forlængelse af hinanden og er mulige at slå sammen til et stort rum. Begge rum ligger orienteret mod vest og mod den grønne parkflade, hvortil der er direkte adgang. Opmagasinering er tænkt i væggen ud mod gangen. Facaden er udført så man kan se den lave aftensols striber løbe hen over loftet.

De administrative funktioner er disponeret således at man kommer ind i en foyer med venteareal, garderobe og adgang til toilet. Herfra går et gangforløb videre og giver adgang til alle kontorerne til begge sider, og i bunden de mere driftsmæssige arealer, kopirum, depoter og medarbejderrum.

Graverfaciliteterne ligger i samme område af bygningen. Fra gangforløbet går der en lille baggang med adgang til omklædningsrum og til den lukkede gård øst for huset, og fra graverkontoret er der direkte adgang til værkstedet og maskinhuset.

KONSTRUKTIONER OG MATERIALER

Materialerne er valgt ud fra ønsket om udpræget robusthed, lang holdbarhed og smuk patinering. Som udgangspunkt er det nye sognehus tænkt som en sund, gedigen bygning med primære overflader i gennemprøvede og robuste skandinaviske materialer.

Huset opføres grundlæggende som et fuldmuret teglhus, der efterfølgende hvidkalkes i samme stil som kirken. Tagkonstruktioner udføres som præfabrikerede tagkassetter, og i salen udføres de synlige bjælker af mørkbejdset limtræ. Vinduer og døre udføres som træ/alu-facader i mørk grå eller sort, og taget beklædes med sort pap.

Den store møbelvæg mellem salen og gangarealet udføres i tegl, alle andre vægge og lofter udføres glatte og hvide. Der udføres akustikregulerende foranstaltninger i lofter og vægge hvor det er nødvendigt. Her tænkes primært på salen og konfirmandlokalet.

Gulve i gangarealer udføres i mørke blanke tegl ligesom i gårdhaven. Resten af gulvene udføres som massive trægulve i eg der patineres smukt over tid, bortset fra i vådrum, hvor der udføres epoxybehandlede betongulve.

FAKTA

Projekt SOGNEHUS I FLØNG
Klient Kirkeministeriet
Kategori Kultur
Sted Fløng
År 2008
Størrelse 500 m²
Ydelse Konkurrenceforslag
Status Afgjort
Akkvisition Arkitektkonkurrence
Budget
Samarbejde Kristian Nordheim

Diagrammer kontekst

Situationsplan

Diagrammer bygning

Plantegning

Aksonometri

Snit A-A

Snit B-B

Det centrale gårdrum

Facade mod syd

Facade mod syd

Ankomstfacaden set om aftenen